Velkommen til Kaffe-Cup

Kaffe-Cup er vores Drop-In for alle klubbens voksenspillere.

Til Kaffe-Cup kan du spille tennis uden at have en makker. Til gengæld får du mulighed for at spille med og mod en masse andre seniorer/motionister, så du kan næsten ikke undgå at blive udfordret og udviklet i dit spil. Der er også garanti for, at du lærer andre af klubbens seniorer at kende, og måske finder du en fast makker eller flere.

Kaffe-Cup er indrettet sådan, at der spilles fire runder á ca. 40 minutter, dog med lidt mere tid til den allerførste kamp, så der er tid til opvarmning. Der spilles som regel double med skiftende makkere og skiftende modstandere, men der er også mulighed for single. Vi plejer at lade antallet af fremmødte afgøre, hvad der skal spilles på de reserverede baner. En Kaffe-Cup ansvarlig sætter hold og styrer slagets gang. På Senior spillertavlen i klubhuset kan du se, hvem der har vagten til Kaffe-Cup.

Hvis du vil deltage, skal du bare møde op senest 5 minutter før kampstart og tilmelde dig hos den Kaffe-Cup ansvarlige. Det er gratis at deltage i Kaffe-Cup, når du har et aktivt medlemskab i klubben.

Til Kaffe-Cup hersker der et godt socialt liv med tennis som udgangspunkt, hvor alle grupper kan mødes og nye tiltag kan finde grobund. Desværre har vi ikke mere det store kaffe bord (hvoraf navnet Kaffe-Cup), men man er velkommen til at starte kaffemaskinen og tage en pause fra spillet.