AFSKED MED CLAUS ALBERTSEN

25. oktober 2017 16:10 , af Kirsten Krag

I lørdags sagde vi farvel til Claus i Sorgenfri kirke, hvor der var fuld af mennesker og blomster. Det var meget smukt og højtideligt. Mange fra tennisklubben deltog.

Claus Albertsen, næstformand og ungdomsudvalgsformand i Ledøje-Smørum Tennisklub, døde den 17. oktober, 46 år gammel. Claus var et stort aktiv for klubben og har sat mange spor.

Da Claus med familie flyttede til Smørum, startede sønnen Marcus med at gå til tennis. Claus blev hurtigt engageret i forældrearbejdet, blev holdkaptajn og etablerede et forældreudvalg, der gennem årene har stået for det ene vellykkede arrangement efter det andet. Nærmest legendarisk er den årlige tur til Lalandia, juleturneringen, hvor såvel børn som forældre spiller med, samt klubmesterskaberne både indendørs og udendørs. Claus glædede sig lige så meget som børnene til Lalandia-turen, hvor han gerne hjalp med træningen, men også førte an, når det gjaldt om at komme gennem den vilde tornado i badelandet eller hygge med de voksne om aftenen. Manglede der midler, måtte der skaffes sponsorer, og Claus gik gerne forrest for at skaffe penge til klubben. Han var pave stolt, når det lykkedes som med ”Støt din sag”, hvor juniorspillerne fik sponsorer til at betale for de runder, de løb. Vi skylder også Claus, at vi i dag har en flot klubdragt.

Claus var i sit es, når hallen myldrede af liv, og det hele spillede, men han kunne også lide møderne forud for eventen, hvor han hurtigt fik indført, at der som standard skulle være noget til den søde tand. Claus, der havde været elitespiller og træner i sine unge dage, startede igen med selv at spille og var med på klubbens nystartede senior herrehold, ligesom han også genoptog trænergerningen og var med på juniorernes sommercamp, hvor han var god til at komme ind på livet af børnene og give dem individuel feedback.

Som holdspiller har Claus altid været engageret og meget motiveret for sine kampe. Han var en fantastisk holdkammerat og var altid opmuntrende til kampene. Når man spillede med eller mod Claus, var man heller aldrig i tvivl, hvis det (en sjælden gang) gik ham dårligt i kampen. Her kunne hele anlægget til tider fyldes med hans råben, som kun frembragte et lille smil på læben, fordi man vidste, hvor meget han gik op i det. Han var en rigtig fighter.

I løbet af sommersæsonen har Claus været behjælpelig i mange nye trænersituationer – nogle mere udfordrende end andre. I år hjalp han også til med f.eks. børnehavetennis, hvor han agerede som ”grisefar” og som træner på bedste vis. Han var altid frisk på en sjov bemærkning til de små, og det var tydeligt, at ungerne nød at være sammen med ham.

I år, hvor der var fælles klubmesterskab for juniorer og seniorer, var det Claus, som var primus motor. Desværre nåede Claus ikke selv at opleve den dejlige finaledag, hvor det velorganiserede finaleprogram, som han havde sat i søen, blev gennemført til fornøjelse for de mange tilskuere.

Claus var meget imødekommende, gav altid hånd eller et kram, når du mødte ham, og havde altid tid til en snak eller til at lytte. Han havde let til smil og latter, var en rigtig livsnyder - altid positiv og glad. Claus vil blive meget savnet ❤️💖❤️

Vore tanker går til Annette, Maja og Marcus i denne svære tid.